06/22/2026 | Press release | Distributed by Public on 06/22/2026 11:14
I forbindelse med Delaftale 1 om Arktis og Nordatlanten under forsvarsforliget 2024-2033 blev det besluttet, at Forsvarets Challenger-fly skal udfases og der skal indgås et samarbejde med en ekstern leverandør om Forsvarets transport- og overvågningsopgaver i Arktis og Nordatlanten.
Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse har til hensigt at indgå kontrakt med Air Greenland som ekstern leverandør til at overtage Forsvarets transport- og overvågningsopgaver i Grønland. To transport- og overvågningsfly vil medføre en høj rådighedsgrad og betyder en styrket opgaveløsning, men samtidig øges omkostningerne i forligsperioden. Flyene udstyres med ekstra brændstoftanke samt relevante sensor- og overvågningssystemer til brug for blandt redningsmissioner.
"Med Air Greenland er der fundet en stærk leverandør til at overtage Forsvarets opgaver med blandt andet transport og overvågning i Grønland. De har de bedste forudsætninger for at løse opgaven, da Air Greenland både kender området og det unikke klima, der gør sig gældende i Grønland. Med leasing af to fly øges flyenes rådighedsgrad, hvilket er af afgørende betydning for opgaveløsningen," siger forsvarsminister Jeppe Bruus.
"Det er en vigtig opgave, at vi sikrer os lokal gavn og forankring af Forsvarets styrkede tilstedeværelse i Grønland. Det glæder mig derfor meget, at der nu er bred enighed om at styrke transport- og overvågningskapaciteten i Grønland i samarbejde med en lokal aktør. Det er en prioritet for Naalakkersuisut, at vi i det grønlandske samfund tager medansvar og bidrager til Forsvarets opgaveløsning. Det er svært at forestille sig nogen mere egnet til opgaven end Air Greenland," siger naalakkersuisoq for Udenrigsanliggender, Erhverv og Råstoffer, Múte B. Egede.
"Air Greenland har omfattende erfaring med at operere under de særlige og krævende forhold i Grønland. Det er derfor glædeligt, at Forsvaret tilføres endnu en civil kapacitet, som kan styrke vores opgaveløsning i forhold til overvågnings- og redningsopgaver i Arktis og Nordatlanten," siger chefen for Arktisk Kommando, Søren Andersen.
Aftalen forudsætter godkendelse af aktstykke i Finansudvalget og indebærer, at der skal bruges i alt 1,6 mia. kr. i perioden 2028-2037.