Departementet for Udenrigsanliggender, Erhverv og Råstoffer lancerer et interaktivt kort, hvor man kan se kystområder med identificerede ustabile skråninger eller registrerede fjeldskred.
Formålet med onlinekortet er løbende at dele nye oplysninger med befolkningen. Det vil derfor løbende blive opdateret med ny viden. I den første fase er der fokuseret på de områder, der er vurderet som mest udsatte. Indtil videre er der kortlagt 214 ustabile skråninger og registreret 42 fjeldskred i regionen mellem Upernavik Kujalleq og Ilulissat, i Nuup Kangerlua samt i regionen omkring Tasiilaq.
Kortet er tilgængeligt via følgende link:
https://arcg.is/1P8Dfi2
"Det nye kort skal hjælpe befolkningen og myndighederne med at træffe beslutninger om aktiviteter i udsatte områder. Vi kan ikke styre naturen og vi kan ikke fjerne alle de farer der kan være forbundet med at bruge landet. Men når vi kender til en risiko kan vi bruge den viden til ikke at udsætte os selv eller andre for unødig fare" udtaler naalakkersuisoq Múte B. Egede.
"For myndighederne er det vigtigt hele tiden at blive bedre til at udarbejde mere præcise risikoanalyser. Det sker gennem feltarbejde og gennem ibrugtagning af nye typer programmer og teknologi. Risikoanalyser er vigtige fordi de giver beslutningstagerne viden om hvilke risici der findes og hvilke konsekvenser de kan have for mennesker, infrastruktur og miljø. Og med den viden kan vi tage skridt mod at mindske risikoen. Det er vigtigt arbejde og derfor er jeg glad for at vi nu kan dele kortet med befolkningen og med fagfolk."
Kortet giver et værdifuldt overblik til screening og prioritering. En registreret ustabil skråning betyder ikke nødvendigvis, at der er fare for befolkningen. Men det er områder, der holdes øje med, og som der indhentes flere oplysninger om.
Hvis du har observeret ændringer i naturen, der vedrører ustabile skråninger, hører geologerne gerne fra dig. Du kan henvende dig via følgende link:
https://govmin.gl/da/fjeldskred/indberetning/
For yderligere informationer kontaktes departementschef Jørgen T. Hammeken-Holm:
[email protected] (tlf. +299 34 68 46)