12/23/2025 | Press release | Distributed by Public on 12/23/2025 11:20
Grønlands Politi har oplyst, at seks personer tragisk har taget deres eget liv i weekenden mellem den 19 og 21. december 2025, fordelt flere steder i landet.
Departementet for Børn, Unge, Familier og Indenrigsanliggender udtrykker medfølelse med de efterladte og henviser til de hjælpetilbud og forebyggende indsatser, der allerede er til stede - herunder Tusaannga, Inulerivik, Qamani App, Politiet og Sundhedsvæsenet.
Departementet for Børn, Unge, Familier og Indenrigsanliggender udtrykker dyb medfølelse med de efterladte og med alle, der er berørt af de tragiske hændelser. Samtidig understreger departementet, at der findes hjælp og støtte for mennesker i krise, og at man ikke skal stå alene med svære tanker.
"Det er dybt tragisk. Vi ønsker at udtrykke vores dybeste medfølelse med de berørte familier, venner og lokalsamfund. Deres tab er ubærligt, og vores tanker er hos dem, der lige nu er ramt af chok og utryghed. Jeg vil gerne sende en særlig hilsen til vores børn og unge: selvom det lige nu kan føles mørkt, findes der stadig håb. Håbet ligger i jer - i den måde I støtter hinanden på, i jeres fællesskaber, og i at det hjælper at tale højt om det, som gør ondt. Få ord kan gøre en stor forskel. De kan lindre og de kan give tid til omtanke. Det er vigtigt at huske, at hjælp findes - både akut og i form af rådgivning og behandling," udtaler Naalakkersuisoq for Børn, Unge, Familier og Indenrigsanliggender, Jens-Frederik Nielsen
"Det gør dybt ondt at tænke på, hvor ubærligt det må være at stå som forælder, bedsteforælder eller nær pårørende til selvmord - og særligt hårdt når det handler om vores egne børn og unge. Ingen skal stå alene med den smerte, der føles så unaturligt, ved tabet af sine børn. Derfor vil jeg opfordre alle til at række ud og gøre brug af de hjælpetilbud, der findes lokalt over hele landet - og til os alle om at række hånden frem, når vi ser et menneske have det svært. Jeg vil også opfordre forældre til at tage den svære, men livsvigtige samtale med deres børn og unge om tunge tanker. Også nu, hvor juletiden er her, og vi har travlt med at skabe hygge og give gaver. For midt i alt det må vi huske, at det vigtigste, vi har, er hinanden - og de dage, vi får sammen."
Udtaler Naalakkersuisoq for Sundhed og Personer med handicap Anna Wangenheim.
Hjælp og forebyggende tilbud, der er til stede:
Tusaannga - anonym og gratis rådgivning
Tusaannga kan kontaktes anonymt og gratis på telefon 80 11 80. Man kan også sende SMS til 1899 eller chatte med en rådgiver via Tusaanngas hjemmeside døgnet rundt. Hjemmeside: https://tusaannga.gl/
Inulerivik - rådgivning og behandling
Inulerivik tilbyder rådgivning og behandlingsforløb til børn, unge og voksne, der har brug for støtte, herunder i relation til kriser, traumer og psykisk mistrivsel. Der er mulighed for både fysisk fremmøde og online kontakt afhængigt af tilbud og geografisk placering. Telefon: (+299) 34 67 10. Hjemmeside: https://inulerivik.gl/
Qamani App - støtte i hverdagen
Qamani App er nyligt lanceret som et digitalt støtteværktøj med konkrete øvelser og viden, der kan hjælpe med at håndtere svære følelser og tanker. App'en kan bruges som supplement til samtale og rådgivning og kan også hjælpe med at finde relevante kontaktmuligheder.
App Store (iPhone/iPad):
https://apps.apple.com/dk/app/qamani-app/id6756285852?l=da App Store
Google Play (Android):
https://play.google.com/store/apps/details?id=gl.socialstyrelsen.qamaniapp play.google.com
Hvis du eller en, du kender, har selvmordstanker
Går du, eller en du kender, med selvmordstanker, så søg hjælp. Du kan altid kontakte politiet eller sundhedsvæsenet. Du kan også kontakte Tusaannga på 80 11 80 (gratis og anonymt), sende SMS 1899 eller chatte med en rådgiver.
Kontakt dit lokale sundhedscenter eller din læge for vurdering og psykisk/psykiatrisk hjælp. Ved akut bekymring kan du kontakte politiet eller sundhedsvæsenet.
Kontakt
For nærmere information kontakt ministersekretær for formandens departement: Andreas Poulsen på e-mail: [email protected] eller tlf: +299 34 5280. Eller departementschef i Departementet for Sundhed og Personer med Handicap Aka Olesen tlf: +299 49 26 08 Email: [email protected]