Lige siden 2014 har NATO haft en målsætning om, at medlemslandene skulle bruge 2% af BNP på forsvaret, men det var kun få lande, der levede op til målsætningen. Og Danmark var ikke blandt dem. Det blev vi først, da Rusland iværksatte sin fuldskala invasion af Ukraine i 2022. Nu er situationen som bekendt fundamentalt ændret. Efter Donald Trump satte tommelskruen på de europæiske NATO-lande, blev det som et led i Haag-aftalen fra juni 2025 vedtaget, at alle NATO-lande, herunder Danmark, fra 2035 skal bruge 5% af BNP på forsvarsudgifter. Hvoraf mindst skal 3,5% bruges på det klassiske forsvar, mens op til 1,5% kan allokeres til forsvars- og sikkerhedsrelaterede områder som civilt beredskab, kritisk infrastruktur, cybersikkerhed, beskyttelse mod hybride trusler samt styrkelse af forsvarsindustrien.

Det betyder også, at vi definitivt har sagt farvel til den såkaldte 'fredsdividende', som er udtryk for den besparelse Danmark og mange andre lande opnåede, da der blev droslet ned på forsvarsudgifterne efter Berlin-murens fald. Et beløb, som for Danmarks vedkommende løber op i flere hundrede milliarder kroner.

Den gode nyhed er, at Danmark i modsætning til så mange andre lande har et solidt udgangspunkt for at kunne håndtere den nye situation. Det skyldes primært to forhold. For det første, at Danmark gennem mange år har ført en så ansvarlig finanspolitik, at vi nu nærmest kan kalde os for EU-mestre i offentlige finanser. For det andet, at beskæftigelsen har været strukturelt stigende over de seneste mange år. Det skyldes både de løbende reformer af arbejdsmarkeds- og pensionspolitikken, men også, at der er kommet godt 400.000 udlændinge ind på det danske arbejdsmarked over de sidste 15 år. Det har medført, at råderummet - altså de penge, som regeringen under en række antagelser kan bruge varigt uden at forringe holdbarheden i de offentlige finanser - igen og igen er blevet opjusteret og har kunnet finansiere de seneste år stigning i forsvarsudgifterne.

Selvom råderummet (eller disponeringsrummet, som det nu også kaldes) ikke bliver brugt til fulde i 2035-planen, er det en kendsgerning, at de markant stigende udgifter betyder, at der bliver mindre at gøre godt med til almindelige velfærdsløft eller skattereformer i de kommende mange år. I forhold til tiden før verden gik af lave, skal vi nu regne med årlige merudgifter til forsvaret på næsten 75 mia. kroner i øjnene. Det svarer - for at sætte beløbet i perspektiv - til 1.5 gange det årlige budget i folkeskolen eller opførelsen af fem nye supersygehuse, hvert eneste år. Så oprustningen koster og stiller store krav til prioriteringen af de offentlige udgifter i fremtiden.

Der kan især opstå problemer, hvis arbejdsstyrken ikke fortsætter med at vokse i samme tempo som hidtil. Det kan blive vanskeligt i lyset af den demografiske udvikling, og betyder helt konkret, at der må investeres massivt i at øge produktiviteten. I den forbindelse er det svært at komme uden om brugen af kunstig intelligens (AI), som pointeret i bl.a. Draghi-rapporten. Selvom der på det seneste er kommet en lang række dystre analyser, der peger på, at AI om få år vil have elimineret hundredtusindvis af arbejdspladser, må det ikke glemmes, at historien viser, at fremkomsten af nye teknologier typisk ender med at skabe langt flere nye job, end de destruerer. Det er faktisk et tema, som måske burde have en langt mere fremtrædende plads i valgkampen, end tilfældet ser ud til at blive det.