Government of Greenland

03/27/2026 | Press release | Distributed by Public on 03/27/2026 12:01

Beredskabspakker fordeles på tværs af kommuner

Telte, senge og generatorer er blot noget af det materiel, der er på vej til Avaanaata, Qeqertalik, Qeqqata, Sermersooq og Kujalleq kommune, som en del af arbejdet med at styrke beredskabet i Grønland.

Ti beredskabsmoduler fordeles ud på fem forskellige kommuner i de kommende måneder til at styrke kommunernes operative beredskab. Modulerne består bl.a. af generatorer, telte, feltrationer, varmefyr, soveposer, borde og stole, lys samt toiletter. Det første modul forventes leveret til Qeqertalik inden udgangen af marts. De øvrige moduler leveres løbende frem mod sommer.

"Naalakkersuisut har løbende fokus på at styrke hele Grønlands beredskab. Vi har allerede styrket beredskabet på en lang række områder, bl.a. med samarbejdsaftalen med Ministeriet for Samfundssikkerhed og Beredskab. Den aftale ser vi allerede nu frugterne af, når vi kan sende beredskabsmoduler ud til kommunerne. Det er nødvendigt, så vi fremover kan stå endnu stærkere, hvis strømmen svigter, eller når vi skal varsle borgerne om, at der er en kritisk hændelse," siger Naalakkersuisoq for Fiskeri, Fangst, Landbrug, Selvforsyning og Miljø Peter Borg.
Beredskabsmodulerne kan anvendes til oprettelse af mødesteder i faste lokaliteter eller i telte, hvis f.eks. strømmen er væk over en længere periode. På mødestederne kan borgerne så mødes og få noget varmt at spise og drikke, mødes med naboen og få ladt mobiltelefonen op.

Leveringen af beredskabsmodulerne er et af resultaterne fra den politiske aftale om at styrke beredskabssamarbejdet mellem Naalakkersuisut og Ministeriet for Samfundssikkerhed og Beredskab, der blev indgået i januar 2026. Modulerne leveres af Beredskabsstyrelsen, hvis personel har bistået Grønlands beredskab/Naalakkersuisut med træning i at opsætte og anvende dem.

Fordelingen af beredskabsmodulerne sker efter dialog med de enkelte kommuner om ønsker og behov. Modulerne fordeles mellem Avaanaata, Qeqertalik, Qeqqata, Sermersooq og Kujalleq kommune. Det har i enkelte kommuner ikke været muligt at levere det ønskede antal moduler, og Naalakkersuisut arbejder derfor fortsat på at skaffe yderligere moduler, så alle kommunerne får det ønskede antal.

Fakta:

  • Naalakkersuisut og Ministeriet for Samfundssikkerhed og Beredskab indgik i januar måned en samarbejdsaftale, der styrker samarbejdet på beredskabsområdet. Som en del af aftalen har Beredskabsstyrelsen bl.a. leveret beredskabsmateriel og personel for at styrke den grønlandske kapacitet.
  • Grønlands beredskab styrkes med 180 millioner kroner i 2026 som en del af den danske regerings akutpakke, der blev fremlagt i februar måned.
  • Naalakkersuisut udsendte i januar måned en pjece, der beskriver, hvordan husholdninger kan forberede sig på at kunne klare sig selv i op til fem døgn, hvis en krise opstår.

Kontakt For mere information kontakt Departementet for Natur og Miljø på [email protected]

Government of Greenland published this content on March 27, 2026, and is solely responsible for the information contained herein. Distributed via Public Technologies (PUBT), unedited and unaltered, on March 27, 2026 at 18:02 UTC. If you believe the information included in the content is inaccurate or outdated and requires editing or removal, please contact us at [email protected]