09/24/2026 | Press release | Distributed by Public on 09/24/2026 01:52
AU tilbyder alle medarbejdere gratis influenzavaccination i efteråret 2026 som et frivilligt og anonymt medarbejdergode.
Vaccinationerne udføres af Danske Lægers Vaccinations Service (DLVS), og du kan blive vaccineret på en række AU-lokationer i løbet af efteråret. Du kan også få vaccinen gratis på en af DLVS' klinikker i perioden 25. september til 31. december 2026.
Frivilligt og anonymt
Influenzavaccinationen er et frivilligt tilbud. AU modtager ikke oplysninger om, hvilke medarbejdere der vælger at lade sig vaccinere - kun overordnet statistik om den samlede tilslutning.
Sådan foregår det
Hvis du vil vaccineres, skal du bestille tid på m.au.dk/influenzavaccine. Tidsbestillingen åbner den 15. september kl. 9.00.
Inden du bestiller tid, skal du læse vigtig information om influenza, vaccinationen og bivirkninger og tage stilling til, om du ønsker at blive vaccineret. Hvis du bliver vaccineret på en AU-lokation, kan vaccinationen foregå i arbejdstiden. Vaccination på en DLVS-klinik skal foregå i fritiden.
Til vaccinationen skal du huske at medbringe dit AU-medarbejderkort som ID og dit gule sundhedskort. Du skal vente 15 min på stedet, når du er blevet vaccineret.
Vaccinationer skal registreres i Det Danske Vaccinationsregister (DDV), og du vil efterfølgende kunne se den, når du logger på sundhed.dk.
Har du spørgsmål?
Du kan læse mere om tilbuddet, se vaccinedatoer og -lokationer og finde svar på det meste i FAQ'en på hjemmesiden.