Aarhus Universitet

04/23/2026 | Press release | Distributed by Public on 04/23/2026 02:57

Nyt netværk samler Health-forskere om AI i sundhed

Nyt netværk samler Health-forskere om AI i sundhed

Interessen for AI er stor, og udviklingen går stærkt. Nu etablerer Health forskningsnetværket HealthAI, som skal bringe forskere sammen om kunstig intelligens i sundhedsforskning.

Professor Stine Sofia Korreman og lektor Adam Hulman står i spidsen for fakultetets nye netværk, som skal samle forskere om AI i sundhed.
23. april 2026 af Simon Byrial Fischel

HealthAI Netværk

HealthAI er det nyeste skud på stammen blandt forskningsnetværkene på Health. Det er åbent for forskere på tværs af hele Aarhus Universitet, som arbejder med eller interesserer sig for kunstig intelligens.

Åbningsmøde:
Tirsdag d. 8. september 2026 kl. 15-18
Aarhus Institute of Advanced Studies (AIAS)

Formålet er at:

  • skabe et forum for erfaringsudveksling mellem forskere
  • styrke samarbejde blandt forskere, som arbejder med AI
  • skabe overblik over AI-kompetencer og ressourcer på fakultetet.

Tilmeld dig Netværket HealthAI - og bliv automatisk opdateret på nye aktiviter i netværket.

Kunstig intelligens er på få år blevet et af de mest omtalte felter i sundhedsforskningen. Verden over benytter forskere nu alt fra simple værktøjer, der kan hjælpe med dataindsamling og skrivearbejde, til avancerede modeller, der kan analyse enorme mængder sundhedsdata til at støtte diagnosticering og behandling af sygdomme.

Den udvikling mærkes også på Health. Derfor etablerer fakultetet nu forskningsnetværket HealthAI, som skal samle forskere, der arbejder med eller bare har interesse for området.

"Vi er efterhånden rigtig mange, der arbejder med AI på den ene eller den anden måde - enten ved selv at udvikle modeller eller ved at forske i brugen af eksisterende modeller. Vi har brug for et sted, hvor vi kan dele erfaringer, sparre med hinanden og finde nye samarbejdspartnere," siger professor Stine Sofia Korreman fra Institut for Klinisk Medicin, som sammen med lektor Adam Hulman er forperson for det nye netværk.

AI er rykket ind i sundhedsforskningen

Ifølge Adam Hulman, som er tilknyttet Institut for Folkesundhed og Steno Diabetes Center Aarhus, er de store mængder data, som forskere i stigende grad kan arbejde med, en vigtig drivkraft.

"Udviklingen er gået enormt stærkt. AI er ikke længere kun noget for dem, der arbejder direkte med at udvikle metoderne. Det er kommet på radaren i mange forskellige områder af sundhedsforskningen," forklarer han.

"Vi kan i dag koble mange forskellige typer kliniske data sammen og bruge maskinlæring til at analysere dem. Analyse af medicinske billeder har været en frontløber i mange år, og nu ser vi, at fx tekst fra elektroniske patientjournaler også begynder at spille en større rolle."

Et sted at mødes og lære af hinanden

HealthAI holder sit første møde d. 8. september 2026 på AIAS, hvor forskere kan høre oplæg og møde andre med interesse for AI i sundhed.

Ambitionen er først og fremmest at skabe et forum for erfaringsudveksling, og styregruppen bag det nye netværk opfordrer alle forskere på tværs af universitetet til at melde sig ind - uanset om AI er et værktøj, du anvender, eller om det er hovedfokus for din forskning.

TILMELD DIG NETVÆRKET HER

"Hvis vi kan bringe folk sammen og gøre forskningen mere synlig - både for hinanden og for omverdenen - har vi allerede opnået meget," siger Adam Hulman.

Og meget tyder på, at behovet er til stede. Allerede under arbejdet med at etablere netværket, er der skabt nye forbindelser.

"Et medlem af den nye styregruppe har en ph.d.-studerende, som ledte efter kolleger, der arbejder med stemmegenkendelsesteknologi - og det gør min gruppe faktisk i et af vores projekter. Det har allerede ført til et par sparringsmøder og et laboratoriebesøg. Det er virkelig fedt, og den slags forbindelser håber vi, at netværket kan skabe mange flere af."

Stine Korreman håber også, at netværket kan hjælpe med at kortlægge, hvilke AI-kompetencer der allerede eksisterer på Health.

"Det vil gøre det nemmere for kolleger at opdage projekter, som ligner deres egne på tværs af fakultetet, og samtidig vil vi rigtig gerne hjælpe med at identificere vores styrkepositioner indenfor feltet, så vi kan udvikle videre på dem," forklarer professoren.

Det handler ikke om hype

Begge forpersoner understreger, at den ekplosion, vi ser inden for AI-feltet, i den grad kalder på forskningens nøgterne blik.

"Der er meget hype omkring AI i disse år," siger Adam Hulman.

"Samfundsdebatten er fyldt med diskusioner og forudsigelser af, hvordan kunstig intelligens kommer til at ændre hele verden. Men som forskere er det vores ansvar grundigt at efterprøve, om og hvordan teknologierne kan gøre en målbar forskel i sundhedsvæsenet."

Stine Korreman peger samtidig på, at selve betegnelsen kunstig intelligens kan være lidt misvisende.

"Jeg tror faktisk, at det kan være en hæmsko for os, at vi kommer til at tale om teknologien, som om den var menneskelig. Egentlig er det bare avanceret statistik forstærket af regnekraft og data. Når vi husker på det, bliver vi bedre til både at se potentialet og forstå begrænsningerne."

Et nyt netværk i rækken

HealthAI er det nyeste af i alt ni forskningsnetværk på Health, som alle er vokset frem over de seneste syv år.

Og hvis man spørger Stine Korreman, er det i hvert fald ikke for tidligt, at vi etablerer et netværk om kunstig intelligens.

"Jeg forsøgte faktisk selv at starte noget lignende for nogle år siden, men dengang var der ikke rigtig nødvendige kritiske masse til at få et netværk op at stå. I dag er vi blevet virkelig mange, som arbejder med AI på den ene eller den anden måde, så man kan roligt sige, at tiden er moden til, at vi får vores eget netværk."

Kontakt

Netværkskoordinator Anja P. Einholm
Aarhus Universitet, Health - Fakultetssekretariatet
Mobil: 93 50 84 08
Mail: [email protected]

Aarhus Universitet published this content on April 23, 2026, and is solely responsible for the information contained herein. Distributed via Public Technologies (PUBT), unedited and unaltered, on April 23, 2026 at 08:57 UTC. If you believe the information included in the content is inaccurate or outdated and requires editing or removal, please contact us at [email protected]