01/27/2026 | Press release | Distributed by Public on 01/27/2026 06:14
Fra den 1. april 2026 vil virksomheder under hvidvasktilsyn af Finanstilsynet få klassificeret deres iboende hvidvaskrisiko efter en justeret skala Justeringen sker for at bringe skalaen i overensstemmelse med, hvad Finanstilsynet gør på andre områder og som også vil fremgå af den kommende EU-regulering på hvidvaskområdet. Det ændrer ikke på indholdet af Finanstilsynets risikovurdering.
Når Finanstilsynet har afsluttet en inspektion på hvidvaskområdet, modtager den pågældende virksomhed en inspektionsrapport og en redegørelse, som typisk indeholder en klassificering af virksomhedens iboende risiko for at blive misbrugt til hvidvask og terrorfinansiering.
Begrebet "iboende risiko" på hvidvaskområdet dækker over den risiko for, at en virksomhed eller person kan blive misbrugt til hvidvask eller finansiering af terrorisme, som er til stede alene på baggrund af forretningsmodellen, kundetyper, produkter, tjenesteydelser, transaktioner, leveringskanaler og geografiske områder - altså før der tages højde for eventuelle kontrolforanstaltninger eller afbødende tiltag.
Hidtil har Finanstilsynet foretaget denne klassificering på en femtrins-skala (lav risiko, lav-medium risiko, medium risiko, medium-høj risiko og høj risiko).
Den kommende regulering i henhold til EU-direktiv 2024/1640 (AMLD6) vil forventeligt videreføre en praksis, som den europæiske banktilsynsmyndighed (EBA) har i dag. Finanstilsynet vil derfor fremover tilpasse sin skala, så den følger de klassificeringsniveauer, der forventes at følge af reguleringen. Det betyder, at virksomhederne fremover vil blive vurderet på en firetrins-skala med niveauerne lav risiko, middel risiko, væsentlig risiko og høj risiko. Firetrins-skalaen anvendes i forvejen på andre områder i Finanstilsynet.
Den nye skala ændrer ikke ved Finanstilsynets vurdering af den grundlæggende risiko i virksomhederne. Nogle virksomheder vil dog kunne opleve en justering af deres vurdering. En virksomhed, der f.eks. tidligere er vurderet til at ligge på niveauet medium-høj i forhold til sin iboende risiko, vil kunne opleve at ligge på niveauet høj fremover, fordi virksomheden på femtrins-skalaen har ligget tæt på næste niveau.
På samme måde vil langt de fleste virksomheder, der før har ligget på risikoniveauet medium, fremover enten ligge på middel eller væsentlig.
Ændringen træder i kraft med de rapporter, som Finanstilsynet offentliggør efter den 1. april 2026.