06/10/2026 | Press release | Distributed by Public on 06/10/2026 09:20
Konflikt og sympatikonflikt er lovlige redskaber i den danske model. De har været en del af arbejdsmarkedets spilleregler i mere end 100 år og anerkendes af fagbevægelsens hovedorganisationer, FH og AC og deres medlemmer, der samlet set repræsenterer over 1,8 mio. danske lønmodtagere
Konflikt og sympatikonflikt anerkendes ligeledes af hovedorganisationen for de private arbejdsgivere, Dansk Arbejdsgiverorganisation (DA) og dens medlemsorganisationer, herunder Dansk Industri (DI), Dansk Erhverv, TEKNIQ Arbejdsgiverne, Horesta.
Derudover anerkender arbejdsgiverorganisationer uden for DA, såsom GLS-A, Dansk Håndværk, Finanssektorens Arbejdsgiverforening m.fl. ligeledes konflikt og sympatikonflikt. Ikke at forglemme de offentlige arbejdsgivere Kommunernes Landsforening (KL), Danske Regioner og Staten (Medarbejder og Kompetencestyrelsen, red.), som også anerkender konflikt og sympatikonflikt som lovlige redskaber.
Strejke og lockout, sympatistrejke og sympatilockout - konfliktvåbnet - anerkendes derimod ikke af de gule fagforeninger og arbejdsgiverorganisationer, som står uden for det traditionelle overenskomstsystem - dvs. den danske model.
Den danske model bygger på, at arbejdsgivere og lønmodtagere selv aftaler løn- og arbejdsvilkår gennem overenskomster frem for at lade politikerne beslutte det via lovgivning.
Med den danske model har lønmodtagere ret til at organisere sig i fagforeninger, og - som sidste udvej i en forhandling - anvende konfliktvåbnet for at opnå overenskomster, så fx lønniveauet ikke daler i en given branche og trækker andre med sig i løn-faldet. Til gengæld respekterer begge parter - dvs. arbejdsgiver og lønmodtager - den såkaldte fredspligt, som betyder, at man som lønmodtager ikke må strejke eller som virksomhed ikke må lockoute, når først en overenskomst er indgået.
Konfliktretten er derfor ikke "ulovlig", en "bøllemetode" eller "mafia-metode", men en fuldstændig bredt anerkendt del af den danske model gennem over 100 år. Den er en grundlæggende forudsætning for, at den danske model virker efter hensigten: at skabe gode løn- og arbejdsvilkår for lønmodtagerne på tværs af arbejdsmarkedets brancher, og skabe fair konkurrence for virksomheder i Danmark, hvor de konkurrerer på kvalitet, produktivitet og innovation - ikke på lavere løn og dårligere vilkår.