12/30/2025 | Press release | Distributed by Public on 12/30/2025 05:05
I 2025 accelererede genopbygningen af det danske Forsvar.
Hvor der i 2024 blev afsat 37,4 milliarder kroner til Forsvaret, steg bevillingen i 2025 til 68,5 milliarder kroner alene for Forsvarets område. Det skyldes især etableringen af Accelerationsfonden, som blev vedtaget i 2025 og har bidraget med yderligere 25 milliarder kroner, som primært er gået til opbygningen af Forsvaret allerede i år.
"Regeringen har sat tempo på opbygningen af Forsvaret, og det har gjort en reel forskel. På den korte bane har vores soldater i år både fået meget nyt udstyr, og de har haft langt bedre muligheder for at komme på øvelse og træne med det materiel, de skal bruge. Derudover har regeringen og forligskredsen igangsat en række afgørende anskaffelser af alt fra jordbaseret luftforsvar, nye kampfly, infanterikampkøretøjer og mange andre store og mindre store anskaffelser. Men det er desværre også nødvendigt i den sikkerhedspolitiske situation, som Europa står i," siger forsvarsminister Troels Lund Poulsen.
Stigningen er tydelig sammenlignet med tidligere år. I både 2022 og 2023 lå Forsvarets budget på omkring 29 milliarder kroner årligt, mens det i 2025 blev mere end fordoblet. Denne økonomiske prioritering skaber grundlag for, at Forsvarets kapacitet og handlemuligheder kan forbedres væsentligt i de kommende år.
Fordoblingen af budgettet skyldes primært målrettede investeringer i militært materiel, som vil tilgå Forsvaret over de næste år. Bevillingerne på materielområdet steg fra knap 11 milliarder kroner i 2022 til over 43 milliarder kroner i 2025.
"Det er ikke længere bare ord og ambitioner - nu skabes der kampkraft i et hidtil uset omfang til forsvaret af Danmark, og det fortjener de ansatte i Forsvaret ros for. For den slags kommer man ikke sovende til, og der er blevet løbet stærkt for, at alt det kan lade sig gøre til gavn for vores fælles sikkerhed. Så jeg håber, at danskerne vil sende Forsvarets ansatte en venlig tanke, når 2025 bliver til 2026. Det fortjener de," siger forsvarsminister Troels Lund Poulsen.
Fakta
Udviklingen i bevillinger til Forsvaret fremgår af denne graf: