07/22/2026 | Press release | Distributed by Public on 07/22/2026 02:13
Forsvarets tunge brigade bliver nu tilført et antal mekaniske minerydningskøretøjer. Køretøjerne er fjernbetjente robotter og er et vigtigt supplement til brigadens øvrige materiel.
"Vi er i gang med en historisk opbygning af Forsvaret og det er helt afgørende, at vores soldater har det rette materiel til opgaverne. Med de her minerydningskøretøjer fortsætter vi opbygningen af den tunge brigade og sikrer vores soldater bedst muligt, når de er udsendt og indsat for Danmark og NATO", siger forsvarsminister Jeppe Bruus.
Kontrakten på de nye minerydningssystemer er indgået med leverandøren CEFA og kommer til at erstatte de tidligere minerydningsplejle, der monteres på køretøjer. De nye køretøjer er moderne, fjernbetjente robotter, der styres fra en kontrolstation, således soldaterne beskyttes mest muligt.
"Forsvaret skal være rustet til at håndtere konventionelle, såvel som hybride trusler. Med anskaffelsen af nye mekaniske minerydningskøretøjer får brigaden en moderne kapacitet, der vil bidrage til de bedst mulige vilkår for soldaterne på kamppladsen. Sammen med andet materiel, der bliver anskaffet til Hæren, demonstrerer investeringen den massive teknologiske oprustning, der lige nu er i gang i Forsvaret," siger chef for 1. Brigade brigadegeneral Michael Thøgersen.
Minerydningssystemet rummer et markeringssystem, der gør det muligt at markere ryddede områder tydeligt ved brug af maling. Systemet rydder områder i en bredde på ca. 2 meter og bliver leveret med minerydningskæder. Samtidig kan der på systemet monteres en række andre redskaber og det er derfor et bredt anvendeligt system.
"Minerydningssystemer spiller en vigtig rolle på kamppladsen og er et af Ingeniørregimentets mobilitetsfremmende redskaber. Med den teknologiske udvikling, der sker på det forsvarsmaterielle område, er det meget tilfredsstillende, at vi nu har anskaffet et moderne, fjernbetjent system, der kan løse opgaven i kombination med andet nyt materiel, vi har anskaffet," siger oberst Thomas Øgendahl Knudsen, chef for Landdivisionen i FMI.
FAKTA: