08/05/2026 | Press release | Distributed by Public on 08/05/2026 04:58
Lektor i Medievidenskab ved Aarhus Universitet, Iben Have, undersøger i formidlingsprojektet Stemmeboxen, hvordan borgere oplever myndighedernes syntetiske stemmer, som kan læse teksten op fra fx borger.dk eller politiets hjemmeside. I en ny podcast bliver lytterne præsenteret for nogle af de stemmer, man kan møde, ligesom podcasten dykker ned i de dilemmaer, der knytter sig til myndighedernes brug af de amerikanske techgiganters robotstemmer.
I samarbejde med produktionsselskabet Videnslyd har Iben Have lavet en podcast om forskningsprojektet, der stadig kører. Projektet undersøger, hvordan oplæsning fra en hjemmeside påvirker forståelsen af indholdet og afsenderen, og om det skriftlige indhold overhovedet egner sig til at blive læst op.
- Hvis stemmen laver mærkelige betoninger, hvis pauserne falder forkert, hvis tonen ikke passer til teksten, eller hvis oplæsningen bliver for mekanisk, kan det skabe tvivl eller irritation. Og disse små friktioner betyder noget i digital selvbetjening. Mange borgere er allerede usikre, når de skal udfylde skemaer, forstå regler eller navigere i offentlige portaler. Hvis stemmen ikke hjælper dem, men gør situationen mere uklar, så har vi et demokratisk problem. Vi kan jo ikke bare lade være, som vi fx bare kan lægge en lydbog væk, siger Iben Have.
Et kritisk blik
Hun håber at kunne skabe en offentlig bevidsthed og et kritisk fokus på, hvad syntetiske stemmer gør ved det skriftlige indhold, de formidler. For robotstemmer kan have en negativ effekt på den kommunikative situation, siger hun og kommer med følgende eksempel:
- Lad os sige, at du mødes med en indsmigrende lidt kælen kvindestemme, som generelt dominerer de digitale assistenter rundt omkring, når du skal søge om at få et nært familiemedlem på hospice eller anmelde et overfald til politiet.
EU anslår, at 20 % af alle borgere på et tidspunkt vil få brug for at benytte sig af oplæsning. I juni 2025 trådte European Accessibility Act i kraft i alle EU-medlemslande, og den indebærer blandt andet, at digital myndighedsbetjening skal være tilgængelig for alle, der er forhindret i at læse.
Fakta om Stemmeboxen
Stemmeboxen er et formidlingsprojekt, som består af en fysisk installation, en podcast, der produceres af Videnslyd, foredrag og web-formidling.
Projektet formidles både fysisk på lokationerne Borgerservice i Aarhus og Struer, Struer Museum og DOKK1, og online.
Stemmeboxen er finansieret af en bevilling på 182.500 kroner fra Carlsbergfondet.
Projektet ledes af lektor ved Medievidenskab, Aarhus Universitet, Iben Have.
Læs mere om forskningsprojektet Stemmeboxen.
Kontakt
Iben Have
Lektor, Afdeling for Medievidenskab og Journalistik
Institut for Kommunikation og Kultur
Aarhus Universitet
Mail: [email protected]
Telefon: +4541440047