Danish Data Protection Agency

09/12/2025 | Press release | Distributed by Public on 09/12/2025 01:35

Politiske sms’er i valgkampen – hvad gælder for brugen af dine oplysninger

Politiske sms'er i valgkampen - hvad gælder for brugen af dine oplysninger?

Dato: 12-09-2025
Nyhed

Flere vælgere har spurgt til partiers brug af personoplysninger under valgkampen, som skal ske inden for databeskyttelsesreglerne og reglerne i den nye forordning om gennemsigtighed og målretning i forbindelse med politisk reklame.

Kommunalvalget nærmer sig, og partierne forsøger i stigende grad at nå ud til vælgerne. Det sker b.la. gennem sociale medier, husstandsomdelte materialer - eller ved at ringe eller sende sms'er til vælgere.

Flere borgere har stillet spørgsmål til, hvordan deres personoplysninger bruges under en valgkamp.

Krav til partiers brug af oplysninger

Når partierne bruger personoplysninger som alder, bopæl eller telefonnummer til at målrette budskaber, skal det ske på et lovligt grundlag.

Databeskyttelsesreglerne stiller bl.a. krav om, at partierne informerer klart om, hvilke oplysninger de behandler, hvor oplysningerne stammer fra, og til hvilke formål de bliver brugt. Udsendelse af politiske budskaber uden tilstrækkelig information kan være ulovlig.

Hvis du modtager målrettet politisk onlinereklame

Den 10. oktober 2025 træder et nyt regelsæt om målretning af politisk onlinereklame i kraft. Reglerne kommer fra EU, og de medfører, at politiske partier, foreninger mv. skal indhente dit samtykke, hvis de ønsker at målrette politisk onlinereklame til dig. Målretningen kan f.eks. være på baggrund af din alder, bopæl mv., og kan være i form af bl.a. e-mails, annoncer på hjemmesider og reklamebannere.

Derudover stiller reglerne krav om, at du skal have en række informationer, når dine personoplysninger bliver behandlet i forbindelse med målretning af politisk onlinereklame.

Reglerne i den nye forordning gælder ved siden af databeskyttelsesreglerne. Det betyder, at du stadig har dine rettigheder efter databeskyttelsesreglerne.

Hvis du modtager anden reklame

Hvis du modtager anden politisk reklame, f.eks. telefonopkald eller husomdelt materiale, gælder databeskyttelsesreglerne.

Partierne skal kunne redegøre for, hvorfor indsamlingen og brugen af oplysningerne er nødvendig, og de skal vurdere, om hensynet til partiets interesse i at nå ud med budskabet vejer tungere end indgrebet i privatlivets fred hos den enkelte borger.

Hvad skal partierne være opmærksomme på?

Der gælder særlige regler for behandling af oplysninger om politisk overbevisning, som anses for en særlig kategori af personoplysninger.

Den nye forordning om gennemsigtighed og målretning af politisk reklame opstiller et forbud mod - ved brug af profilering - at målrette politisk reklame på baggrund af særlige kategorier af personoplysninger. Det kan f.eks. være oplysninger om politisk eller religiøs overbevisning, fagforeningsmæssigt tilhørsforhold, seksuelle forhold eller orientering og helbredsoplysninger.

Partierne skal være opmærksomme på:

  • at de ikke registrerer oplysninger om vælgere, de har været i kontakt med, uden samtykke eller andet lovligt grundlag
  • at de kun indsamler de oplysninger, der er nødvendige for at nå formålet (dataminimering)
  • at de har styr på eventuelle tredjeparter, der behandler oplysninger på deres vegne, f.eks. gennem databehandleraftaler

Databeskyttelsesreglerne skal sikre, at partierne når ud til vælgere uden at overskride borgernes ret til privatliv.

Vil du vide mere?

Læs den nye forordning om gennemsigtighed og målretning i forbindelse med politisk reklameher.

Danish Data Protection Agency published this content on September 12, 2025, and is solely responsible for the information contained herein. Distributed via Public Technologies (PUBT), unedited and unaltered, on September 12, 2025 at 07:36 UTC. If you believe the information included in the content is inaccurate or outdated and requires editing or removal, please contact us at [email protected]